Vejre ro.....ning.

En gang for snart længe siden løb jeg ind i en gut. På en bar i Næstved, gud bedre det!

Vi havde aldrig mødets før, men alligevel havde vores veje krydset hinanden. Mere end en gang, viste det sig.

Vi var begge ansat i det samme firma, Irma, og begge var vi blevet ”pålagt” at tage det samme uddannelsesforløb. Blot med et års mellemrum. Først jeg, siden han.

Der sad vi så, i festligt lag. Blandt medstuderende, kolleger og andet godt folk. På en bar i Næstved.

Han er en festlig fyr, ham jeg kender, og der gik ikke længe før end vi var fordybet i fis og ballade, og røverhistorier fra vores ungdom. Det viste sig nemlig at han også var her fra byen. Eller så godt som. Fra den anden side af søen, og det er jo næsten herfra byen. (Måske….)

Der sad vi så og grinte, drak og fortalte historier.
Om turene på Bakken. Kæresterne på Bellevue. Festerne på Aurehøj, hvor jeg gatecrashede, og han måske var en smule mere inviteret.

Meeeen jeg blev dog en anelse lunken på ham dér, fra den anden side af søen. For når jeg fortalte om ishockeyspilleren jeg kendte, så kendte han ham også, og når min historie handlede om en spejderleder fra Aftenbakken, ja så var det også en han kendte.
Når jeg sagde at ”Look Sharp” var en super plade, ja så gav han mig ret (som én ud af to af alle de mennesker jeg har mødt!!).

Og sådan blev det ved. I lang tid.
Til sidst tog jeg mig selv i at lægge fælder ud. Sagde noget som ikke passede. Ændrede navne, steder, tidspunkter. Og hver gang korrigerede han mig. Ham fra den anden side af søen.

Det er virkelig sådan! Vi havde aldrig mødtes. Kendte ikke hinanden. Og alligevel havde vi så mange oplevelser til fældes. Så mange fælles bekendte/venner. Vi var kommet de samme steder, hos de samme mennesker. Vi hørte den samme musik. Dansede den samme dans, om jeg så må sige.

Vi blev kolleger, mere end en gang. Først, tror jeg, i Vanløse, hvor vi kæmpede en fælles kamp mod manglende leverancer fra Carlsberg, en skør chef og bjerge af pap som ikke blev presset. Siden på Korsdalsvej, hvor ”kampen” var en anden, men ikke mindre vital.

Vi mødes ikke længere så tit. Sidst vi sås, var ude midt i en skov i Nordsjælland, på jagt efter årets juletræ. Med kone, børn, svigermor og venner og bekendte. Med det samme juletog fra den samme station. Med det samme mål?!

Her den anden dag sad jeg så og fiflede lidt rundt på nettet. Med en super spejder kano oplevelse i baghovedet, faldt jeg over idéen/trangen: Jeg må lære at sejle kajak. Jeg vil ned ad Rönne Å i kajak. Jeg vil sejle op langs kysten i en skål af glasfiber.

Mange muligheder blev tjekket. Klubber undersøgt og materiel oversavlet.
Men som så meget andet, blev det lagt hen under ”Kommende projekter”.
Der manglede lidt én at gøre det med, én som kunne trække mig til truget.
Og en sådan er ikke lige i min omgangskreds.

Som det sidste den aften var jeg lige forbi FaceBook. Det kunne jo være, at nogen havde noget på hjertet.Og der på hans profil stod der: ”Overvejer ro.....ning.”

Igen ud af ingenting, krydses vores veje. Eller i det mindste vores idéer.
Han har meldt sig til begynderkursus, og jeg gør det på tirsdag, hvis alt går som det skal.

Så skal der padles. Med én jeg engang mødte på en bar i Næstved. Af alle steder i verdenen.

I dag står der på hans profil: ”vejre ro.....ning.”
Også her vejres der!

FaceBook - venner, bekendte, folk man engang kendte og dem man aldrig mødte..

Her den anden dag oprettede jeg en gruppe på FaceBook (FB).
Min første.
Og straks skulle alle med relevans inviteres. Både de som i forvejen var på FB, og især de som ikke var der.

Palle var der med det samme.
Sikkert uden at tænke så meget over det.
Han har "altid" siddet ved en PC. Hans verden består af netværk, databaser og indviklede programkoder (og kone og børn og hvad der ellers høre med).
For ham er det helt naturligt. "En jeg kender, har inviteret mig. Jeg er på!"
Klik, klik klik. Job done.

Flemming.
Bruger sin PC hver dag. Lever af kontakter, forbindelser og kundekartoteker (og kone og børn og hvad der ellers høre med).
Han oprettede en profil på FB. Kun fordi han var blevet inviteret.
Som det første sendte han mig dette: "Jeg forstår det ikke endnu. Send mig lige en SMS.."

Til dagligt, her i normalen, har jeg ingen problemer med at ringe, smsse, ja sågar maile til Flemming. Jeg gør det ikke hver dag, men kan sagtens. Uden problemer.
Men denne gang ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal svare.

Flemming og jeg er ikke blege for at diskutere på højt filosofisk plan.
Når jeg spørger ham hvorfor vi er her, har han et svar. Og når han spørger mig, hvor vi kommer fra og hvor skal vi hen, har jeg en idé. Sådan er det bare. Har altid været sådan!

Men ikke denne gang.

Jeg ved ikke hvorfor det er så forbandet vigtigt at oprette grupper, sende imaginære gaver, deltage i ligegyldige quiz'er om falerede filmstjerner, eller hvad pokker man nu gør på FB.

Jeg forstår det heller ikke helt, Flemming.

Måske er det noget med en gammel kæreste som vi savner lidt indeni. Eller den gamle kollega, vi aldrig fik ringet til. Måske er det dagbogen vi aldrig fik skrevet, og som vi egentlig gerne ville bladre lidt i nu. Eller bare det at høre til et fællesskab.
Måske mest det sidste.
Her bag vores låste hoveddør.

Jeg tror sgu jeg fandt ud af hvorfor!??

Så forbandet træt af Gentofte Sø

Ikke søen som sådan, den gør ingen fortræd. Ikke ænderne, gæsne, svanerne og alle de andre fugle, fisk, hunde og hvad der ellers er derude i naturen. Det er ikke børnehavebørnene, kondiløberne, den gamle tante med rollatoren eller knægten på den alt for hurtige knallert der gør mig træt.
Gentofte Sø er et dejligt sted. Et åndehuld lige ved siden af den travle virkelighed. Et dejligt sted at sidde på en bænk og stirre ud i ingenting.

Jeg er bare så forbandet træt af at løbe rundt om den. 2,7 km af det mest kedelige løbeterræn man kan finde. Og ønsker man en længere løbetur? Ja så kan man lægge 600 meter til ved at tage engen og Insulinmosen med, eller man kan tage en runde mere! Gab.

Derfor er jeg ikke kommet så tit ud at løbe som jeg ellers havde lovet mig selv. Jeg orker det simpelthen ikke.

Så i dag cyklede jeg ud til Dyrehaven for at løbe en tur der. For første gang i mere end 20 år. Og for pokker hvor var det dejligt. Så fra nu af er det slut med at løbe rundt og rundt på den forbandede flade sti!

Her er min nye rute. 5 km. lang og med uendelige muligheder for at forlænge eller forkorte, når jeg får en dårlig dag ;o)